Dust:Evolution Kickstarter Video

Da amerikanske PixelWarps Studio skulle have lavet en Kickstarter video for deres kommende spil, Dust:Evolution, tog de fat i wireframed for at få produceret 3D animationer og textures. De to virksomheder har tidligere haft et tæt samarbejde om projekter indenfor 3D og animation.

I alt var der tale om 2-3 minutters 3D materiale til en længere video, hvortil der kom en del mindre animationer og still-billeder til promovering, teasers, gameplay mockup og meget mere.

Dust:Evolution

Dust:Evolution er baseret på det populære Dust spil udviklet af Paolo Parente. Det foregår i en alternativ virkelighed hvor 2. Verdenskrig ikke gik helt som i vores verden.

Der er 3 faktioner, der groft set er de Allierede, Axis samt Sino-Rusland, som dækker store dele af Asien. Udover de almindelige tanks, fly og soldater, er der i dette univers mekaniserede robotter, mechs, som giver spillet en sci-fi vinkel.

Det oprindelige brætspil er meget taktisk, og minder om spil som Warhammer Fantasy Battle og andre tabletop strategispil. Dust:Evolution er tænkt som den ultimative taktiske simulator, hvor man har samme muligheder og begræsninger som en hærleder på slagmarken.

Ikke problemer – udfordringer

wireframed fik leveret 3D modeller, der er blevet brugt til at lave støbeformene til spillets figurer. Disse skulle danne grundlag for mange af animationerne i Kickstarter videoen. Modellerne var ekstremt detaljerede, men ikke beregnet til texturing og animation, hvilket præsenterede nogle udfordringer i forhold til at lave overflader på modellerne. Dermed havde vi ikke mulighed for at lave helt så lækre og detaljerede overflader som vi havde ønsket, og måtte gå lidt på kompromis i denne version af videoen.

Modellerne ville skulle modelleres påny til selve spillet, og her ville der kunne laves langt mere detaljerede og lækre overflader.

Alt i alt medførte det en noget mere tidskrævende proces end vi oprindeligt havde forventet. Som man siger, ingen slagplan overlever mødet med fjenden.

Det endelige resultat er et interessant mix af live-action, 3D- og 2D-overlays, udformet i et tæt samarbejde mellem PixelWarps og wireframed. Ovenfor kan både ses nogle af de enkelte sekvenser wireframed har leveret, samt den samlede Kickstarter video.

For nørderne

Der var flere interessante udfordringer ved projektet, blandt andet at der skulle genereres et arktisk landskab og laves pyrotekniske animationer såsom flammekastere og eksplosioner.

Landskabet blev genereret i fuld 3D via et program kaldet Terragen, der bruges til at lave fotorealistiske landskaber til mange forskellige formål, blandt andet film, TV og reklame. Det var ikke noget vi havde erfaring med før projektet, så det blev et crash-course i fraktal generation af shaders til skyer, bjerg formationer, sne-aflejring og andet. Terragen har en forholdsvis høj læringskurve når man har et specifikt resultat i sinde, men der findes mange gode ressourcer og forummer med hints og hjælp. Terragen har sin egen renderings-engine, hvilket gjorde at landskab, effekter og animationer blev renderet hver for sig, og senere kompositeret sammen i After Effects.

De pyrotekniske animationer blev lavet via FumeFX, en fantastisk plugin der kan generere realistisk ild, røg og eksplosioner. Effekterne designes ved input af fysiske parametre som “antændelsestemperatur”, “brændhastighed”, “røgudvikling”, “varmeudvikling”, “opdrift” og meget andet. Det er ligeledes et program med meget høj indlæringskurve, da alle parametre påvirker hinanden. (Som eksempel vil højere varmeudvikling øge opdrift, men opdrift kan også separat justeres – højere varmeudvikling kommer af større brændhastighed, men det påvirker hvor hurtigt brændstoffet forsvinder, og så videre).

Tal på projektet

  • 300GB data fra FumeFX
  • 6100 cpu-timers rendering samlet*
  • 2800 frames animation, eller ca. 1160 sekunder

*) 1 cpu-time = 1 times rendering på én kerne på en 3.4GHz i7 CPU

Læs mere om PixelWarps Studios.

Iron Man RC Model

EB Excalibur har henvendt sig for at få lavet visualiseringer til et spændende nyt produkt, lavet i samarbejde med Marvel. Det drejer sig om en fjernstyret Iron Man model der flyver ved hjælp af to små modefly motorer.

Selve Iron Man modellen er i virkeligheden ca. 45 cm lang, udført med krop i kraftigt karton, med plastik hoved og motor ophæng.

Emballagen er lavet fra bunden baseret på skitser fra EB Excalibur. Grafikken er lavet af Marvels tegner, og selve udstansningen til modellen er leveret af EB Excalibur. wireframed har lavet modellering, materialer, lyssætning og rendering, samt bistået med tilpasning af grafik til udstansning.

Iron Man visualiseringerne blev dels brugt til udarbejdelse og pricing af emballage, samt til billeder til emballage og markedsføring.

Li’l Torx RC 3D Logo

Logoet er lavet til den amerikanske legetøjs-producent, EB Excalibur. Der skulle bruges en 3D version af et tegnet logo, som kunne bruges i forskelligt marketingsmateriale, herunder udstanset i 3D til et 1m højt display-skilt på en amerikansk legetøjsmesse.

Det var en mindre, men sjov opgave, hvor udfordringen var at fange det rigtige udtryk fra det tegnede logo og overføre det til et 3D univers.

Modellen er bygget så den senere kan animeres, da der er planer om på sigt at lave nogle små animationer med Li’l Torx.

Den oprindelige illustration er renderet ud i 7000 pixels i bredden, så der er detaljer der ikke er helt synlige i denne størrelse, blandt andet dækmønsteret, detaljer i skivebremser mm.

iCopter 3D visualiserings video

Denne video blev lavet for en amerikansk kunde der skulle bruge en video der viste de forskellige features i deres nye iCopter produkt.

Der var fokus på at helikopteren blev præsenteret i nær-fotorealisme, og at miljøet blev nedtonet så fokus var på produktet. (I modsætning til Orb Copter projektet hvor miljøet var en vigtig del af atmosfæren).

iCopteren er en fjernstyret helikopter der kan styres med en app på din iPhone. Der er mange spændende funktioner, blandt andet kan helikopteren fortælle dig hvor højt den flyver, og automatisk regulere højden, den kan selv lande hvis der er et indkommende opkald, og den kan lette fra jorden med et tryk på en knap. Alle disse funktioner skulle demonstreres for brugeren i en video.

Videoen kan ses ved at skanne en QR kode på emballagen til iCopteren, så man i butikken får en interaktiv fremvisning.

Rent teknisk er modellering og animation udført i 3DStudio, rendering i Vray og post-production samt lyd er lavet i After Effects.

The Orb produkt video

Denne video blev lavet for en amerikansk kunde der skulle bruge en video der på en sjov måde viste nogle features fra deres Orb fjernstyrede helikopter.

Der var primært to udfordringer i opgaven: Tidsfristen var kun 3 uger, og der skulle udover denne video også leveres en produktvideo til deres iCopter fjernstyrede helikopter. Dertil var kunden relativt ambitiøs med projektet og ville have flere special effects såsom indskannings effekten hvor Orben kommer frem, interiør med animeret pilot mm.

Oprindeligt var planen at filme på location med det fysiske produkt, men omkostningerne viste sig at være for store, og man overvejede derfor en billigere løsning: ren 3D animation.

Rent teknisk er modellering og animation udført i 3DStudio, rendering i Vray og post-production samt lyd er lavet i After Effects.

Sjov detaljer

Den galakse man ser kort i videoen er faktisk animeret i After Effects, og består af ca. 500.000 individuelle partikler, fra 15 forskellige partikelsystemer.

Filnummeret der ses i starten af videoen er min fødselsdato.

En del af lyden til porten der åbner er fra en flatbed skanner.

TRU Lightup Games video

Denne video blev lavet til EB Excalibur, som et led i en reklame kampagne for deres nye brætspil. Filmen skal illustrere at spillene har indbygget lys via nogle LED’er, hvilket gør det muligt at spille når der ikke er meget lys, eksempelvis på camping turen.

Filmen skulle vises på amerikansk TV samt på deres hjemmeside. Der er lavet forskellige versioner til forskellige markeder, med varierende antal spil og scener samt sprog.

Dette var det første projekt i wireframed der brugte After Effects i nogen særlig grad, og var derfor interessant at gå i gang med. Selve de animerede spil er lavet i 3D og renderet ud, hvorefter de rå frames blev taget ind i After Effects og fik lagt effekter, farvekorrektion, lyd osv. på. Filmen er også klippet direkte i After Effects.

EB Excalibur leverede storyboard og musik. wireframed stod for modellering, rendering, animation, special effects og klipning.

Origami Dyr i 3D

3D visualiseret papir til butiksindretning

Openminded skulle bruge nogle 3D visualiseringer af dyr – lavet i origami stil. Slutresultatet var at dyrene skulle laves i finér, og bruges til butiksdekorationer.

wireframed modtog reference billeder, og byggede dyrene i 3D ud fra disse. Det var en lidt anderledes opgave at skulle simulere hvad der grundlæggende er et 2D medie, i 3D – ganske vist foldet til et 3-dimensionelt objekt.

Der var ikke brug for høj foto-realisme, da det var selve 3D-formen der var interessant, men dyrene er her præsenteret i et “beauty-render” med lidt mere avanceret lyssætning.

Stud.Luft 3D

3D modellering og animation af fly og helikoptere

wireframed har leveret modellering, texturing (overflader) og animation af 4 fly og 8 animationer til forsvarets kampagneside for Stud.Luft.

Modellerne er designet til at blive set i en max størrelse på 300×300 pixels, omend de aldrig blev set så nært i animationerne.

Modellerne og animation skulle godkendes af forsvarets fly eksperter, så mål og bemaling skulle være ret præcist i forhold til den ægte vare, samt animationen skulle tage nogenlunde højde for hvordan flytyperne bevæger sig – en C-130 er en tung sag der ikke tager sving som en væver F-16.

Det endelige produkt var 8 animationer med lyd, eksporteret fra After Effects til integration i Stuf.Luft flash sitet, der kan ses online her.

Bureau 117 har stået for design og projektstyring.

Sony kamera 3D visualisering

3D visualisering til TV spot

Futurecom henvendte sig omkring et TV spot til PhotoCare. Grundet opgavens natur skulle der produceres og animeres et kamera i 3D til brug i reklamen.

Animationen bestod af Sony kameraet der zoomer ind fra højre, spinner 360 grader og demonstrerer slideren der kan glide ned for at åbne for linsen. Derefter slider kameraet ud af scenen igen.

En udfordring i denne opgave var at producere et fotorealistisk resultat, og at ramme de mange forskellige typer metal/plastik der er brugt i kameraet. Desuden var udformningen med de mange knapper bagpå med til at gøre opgaven lidt mere kompliceret, da denne type modellering ikke var den letteste i 3DStudio på det tidspunkt.

Kameraet er et Sony DCS-T10, modelleret i 3DStudio Max, renderet i Vray og animeret i 3DStudio. En ekstern partner stod for video redigering.

Triumph Spitfire 1500

Denne Triumph Spitfire 1500 3D visualisering blev oprindeligt lavet til en kunde der ville have mulighed for at afprøve forskellige lakeringsfarver og -typer og på fotorealistisk vis se dem, før de kastede sig ud i den faktiske lakerings-opgave.

Kunden faldt imidlertid fra undervejs i projektet, og det blev besluttet at færdiggøre Triumph Spitfire modellen og indlemme den som et eksempel i portfolioen. Denne 3D visualisering blev senere brugt som illustration i en bog om 3DStudio Max.

Modellen har omkring 1,5 million polygoner, og er udført i 3DStudio Max 8, og Vray. Som med Triump TR6 visualiseringen var renderinger i høj opløsning meget tidskrævende, og test af lak og andre reflektive overflader var noget der krævede tålmodighed.